onsdag den 27. februar 2013

Syg med baby - pyh!!

Det er hårdt at være mor. Det er jo vanvittigt så hårdt det er! Altså forstå mig ret, det er det mest fantastiske i hele verden, det er større end livet selv og jeg kunne ikke forestille mig livet uden vores lille fis :)
Men da jeg i mandags pludselig fik det møg dårligt, kastede op og havde det rigtig skidt, var det dælme ekstra hårdt.. Jeg skrev en SMS til min mand, om ikke han kunne komme hjem, for jeg havde godt nok svært ved at gøre noget som helst godt for Edith.. Han så først min besked efter en time, men kom fluks hjem.. Et par timer senere lå han med hovedet i toilettet :( 
Vi havde åbenbart fået en omgang madforgiftning, eller det er i hvert fald hvad vi tror, for lille E har ikke fået noget og har ikke haft det dårligt, så må bare gå ud fra at det enten er noget vi har spist eller at hendes immunforsvar er noget bedre end vores :) 

Det er nok noget af det værste jeg har oplevet, som om det ikke er slemt nok at man kaster op og er skidt, så skulle jeg også amme og sørger for at få væske, så jeg stadig producerede mælk.. Jeg endte med ikke at spise, men fik så noget væske ned..
Og så skulle vi jo stadig aktivere den lille fis. Hun var jo ikke dårlig og er lige et sted nu i hendes udvikling, hvor hun let keder sig og vi skal finde på nye ting at lave ret tit... Suuuuk! 
Nu er vi begge friske igen, manden er taget på arbejde og jeg overvejer seriøst en kop kaffe og at begynde på de puder jeg vil strikke.. 
Tror dog først, at jeg lige skal have købt noget bomuldsgarn, så jeg kan få hæklet nogle suttesnorer, jeg har købt clips og sutteringe ind til det og måske noget stof til noget tøj til Lillen. 

I næste uge skal Edith og jeg en tur hjem til min mor i nogle dage, vi kommer til at savne Svend helt vildt, men det bliver så hyggeligt at være lidt hjemme hos min mor og bare blive forkælet lidt og aflastet lidt om dagen.. 
Vores weekender har simpelthen været så presset og det er ikke mange friweekender vi har sammen indtil slutningen af maj.. Jeg savner godt nok nogle dage sammen med Svend og Edith og bare slappe af, have lidt "fri" fra mit arbejde, gå nogle ture og nyde at være en lille familie.
Planen er faktisk at tage i svømmehallen med Lillen i den kommende weekend, men vi må lige se om der er tidsbegræsninger på babyer i svømmehallen.. Jeg HADER vand, så det er Svend der skal være vandhund med Edith og lære hende at vand ikke er så slemt, som hendes mor tror ;-)

Mor og Edith.. En dag inden sygdommen ramte :-) Det er sjovt, at blive fotograferet med mor!


fredag den 22. februar 2013

Bordskåner

Jeg har lavet lidt bordskåner, også i zpagetti garnet. Det er simpelthen så let og arbejde i og en bordskåner kan lige laves af lidt rester..

Jeg lavede 3 stk til min mor i julegave og de blev ret fine, hvis jeg skal sige det selv.. De så sådan her ud og opskriften er herfra:


En let og hurtig ting at lave, faktisk lavede jeg dem om natten, mens jeg ammede for at holde mig vågen. Og det passede med at jeg kunne lave en pr amning (så altså sådan 15-30 minutter ;o) )



Da jeg så fik det nye zpagetti ind ad døren den anden dag, skulle jeg lige tjekke farverne osv, så jeg lavede lige lidt nye.. Også for at prøve nogle nye metoder og lærer lidt flere masker :) 

Jeg lavede disse to udfra en opskrift Herfra, hvor jeg kun lavede 1., 2. Omgang og den næstsidste.. Så passede det ca. med størrelsen på en almindelig bordskåner.. Jeg lavede faktisk også en tredje, i den gule og røde farve, men dog omvendt, så jeg startede og sluttede med rød og den blev faktisk noget pænere, men jeg har ikke lige fået taget et billede af den!


Så lavede jeg en rund en også lavet med stangmasker.. Den fandt jeg selv på, men skal nok skrive opskriften under billedet!

Den så sådan ud

1. række: Der er lavet med 10 (mener jeg) luftmasker, der er samlet af en kædemaske i den første maske. 
2. række: lav 3 luftmasker og så 2 dobbelt stangmasker i hver km hele vejen rundt. Afslut med en km i den 3. lm
3. række: 2 luftmasker og derefter 2 stangmasker i hver dobbelt stangmaske. Afslut med km i 2. lm.

Synes selv, den blev ret fin :) 


Til sidst lavede jeg to slags hjerter. Der er en masse steder, man kan finde opskrifter på dem, bare Google hjerter. Jeg kan ikke huske, hvor jeg har funderede to opskrifter fra.. 


Den gule vil fungerer fint som bordskåner, men den røde synes jeg var mere julepyntsagtig. Så nu har jeg årets første hjemmelavede julepynt.. Haha! 

Nu er jeg gået i gang med nogle suttesnorer i små udgaver, altså på pind nr 3. Der er dælme noget af en forskel mellem pind 10/12 og 3.. Haha!!



Zpagetti pude - lidt tidsfordriv

Efter sidste indlæg gik jeg i gang med at kigge efter nye ting at lave, så jeg besluttede mig for at lave nogle puder..

Jeg købte en masse zpagetti garn og har nu fået det hjem, så nu kan jeg snart komme i gang.. I mellem tiden kedede jeg mig, så jeg lavede en rund pude! Det var dejligt nemt og hurtigt at lave og jeg havde "garnet" herhjemme klar til at blive brugt :) 


Jeg startede med at lave to af disse, med pind str. 10 med denne opskrift

lm = luftmaske
fm = fastmaske
km = kædemaske
sm = sammen

Afslut hver omgang med en km i den første fm fra omgangen før og start hver omgang med en luftmaske (hvis du skifter farvel så skal lm være i den nye farve.)


1.        Lav en magisk ring og hækl 6 fm om ringen (se evt hvordan her). 
2.        Hækl 2 fm i alle masker (12 fm)
3.        *Hækl 1 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (18 fm) 
4.        *2 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (24 fm)
5.        *3 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (30 fm)
6.        *4 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (36 fm)
7.        *5 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (42 fm)
8.        *6 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (48 fm)
9.        *7 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (54 fm)
10.      *8 fm, 2 fm i næste m*. Gentag fra *-* omgangen rundt (60 fm)
11.      *9 fm, 2 fm i næste maske*. Gentag *-* omgangen rundt. (66 fm)
12.      *10 fm, 2 fm i næste maske*. Gentag *-* omgangen rundt (72 fm)


Da jeg havde lavet to af dem, så skulle de samles til en pude, så jeg satte dem vrang mod vrang og hæklede en fm i hver m, altså i den begge to. Man skal lige lade lidt være åbent, så man kan få puden ind :) Derefter hækler man resten af vejen rundt.. Så får man en kant på den og det ser så fint ud :) 


Jeg købte en pude i stof2000, 40 cm i diameter. Puden er ca 37 cm, så puden skal lige proppes lidt ind, men det er fint, når man lige får den på plads.. 


Edith, der lige tester om man kan sidde op af den - faktisk næsten den første gang min store pige sidder lidt op :) Hun tippede dog lige efter billedet var blevet taget, men hun sad altså lige lidt... 



mandag den 18. februar 2013

Nyt projekt, men hvad?!

Jeg vil i gang med noget nyt..
Jeg er faktisk i gang med nogle strikke projekter, men de er noget langsigtede, så dem arbejder jeg lidt på i perioder.. Den ene er en striktrøje til Svend og den vil jeg gerne være færdig med til efteråret, når det bliver koldt igen. Den er ret nem, i hvert fald størstedelen af den.. Ved ikke lige når jeg skal i gang med raglanærmerne, for det har jeg ikke prøvet før, men så må jeg jo ringe til en ven :)
Så er jeg i gang med at strikke nogle lange strømper med snoninger og er kommet til hælen (man starter oppefra) som jeg heller ikke helt kan gennemskue. Så må vi se om jeg kan finde ud af det, når jeg kommer så langt.. Eller kan min mor helt sikkert guide mig lidt ;)

Jeg vil bare gerne have nogle lidt mindre ting, så jeg kan afslutte noget lidt hurtigere :) Nogle gange er det bare så demotiverende, at man "aldrig" afslutter noget..

Skal lige se om jeg finde på noget spændende at sy til Edith eller måske nogle puder til sofaen.. Jeg er også ude i at hækle eller strikke nogle puder, hvis jeg kan finde noget pænt garn, og det ikke er alt for bøvlet.. Det kan vel ikke være så svært. Jeg mener, køb noget pænt garn og en monteringspude og strik 2 firkantet, der matcher pudens størrelse og sy det sammen. Måske det kunne laves i zpagetti garn.. Bom bom! Det tror jeg da godt, at man kunne gøre ret let :) Tror lige, jeg må bestille lidt eller meget og begynde på noget nyt :) Jeg skal ud og købe gave til min svigerinde og regner med at købe noget alm. bomuldsgarn til nogle mindre hækle ting.. Og når jeg siger mindre, mener jeg ikke mindre projekter, men små ting og ikke store zpagetti ting ;)

Lige for tiden er vi i gang med at få Edith til at gå tidligere i seng. De første 3 nætter var total sindssyge og hun ved keeeeed! Den ene aften græd hun 2,5 time og så bliver man altså bims i låget ;) De næste to aftener, har været super gode og vi har nu fået tid til at udfylde en masse papir, så vi kan få vores lejlighed sat til salg og forhåbentligt snart få en have :) Det er fantastisk med lidt voksentid om aftenen, det har vi jo faktisk ikke haft siden Edith blev født, så i ca. 3,5 måneder! Så det håber jeg på fortsætter.. Men tør næsten ikke håbe på det ;)
Hvis vi er heldige og den nye rutine virker, får jeg også mere tid til at lave krea ting og det ville jo være skønt..


fredag den 8. februar 2013

Zpagetti bold til babytræning

Jeg har jo en datter på ca 3 måneder og jeg kunne læse i en af mine utallige bøger, at det er en god ide at have en lille bold til at styrke barnets motorik og til at barnet kan ligge på maven på for at sætte gang i kravlelysten. Men altså jeg giv simpelthen ikke flere 100 kr for en lille yoga bold, så jeg tænkte. Jeg hækler da bare en i det zpagetti garn jeg har til overs fra tæppet jeg strikkede til Vinca..

Jeg fandt en opskrift på en lille hæklet bold og lavede om i opskriften, så den ville blive ca en fodbold størrelse.. Man kan bare søge på nettet efter hæklet bold. Jeg fandt en opskrift på Søstrenes Grenes blog..


Den er ikke helt symmetrisk i farverne, fordi jeg lavede en tællefejl.. Overvejer at lave en ny og ændre en lille smule mere i opskriften ;) 

Jeg har brugt ca. 1/4 rulle zpagetti garn på pind nr. 10, for at få det lidt tættere, selvom zpagetti anbefaler at bruge str. 12.
Og så har jeg brugt fyldevat til at fylde den op..

Opskriften som jeg brugte den: 

Forkortelse:

m = maske
lm = liftmaske
fm = fastmaske
sm = sammen

Lav en magisk ring med 6 masker (se evt hvordan her)
2. omg: 2 fm i hver 2. m = 18 m
3. omg: ingen udtagninger = 18 m
4. omg: 2 fm i hver 3. m = 24 m
5. omg: 2 fm i hver 4. m = 30 m
6. omg: ingen udtagninger = 30 m
7. omg: 2 fm i hver 5. m = 36 m
8. omg. 2 fm i hver 6. m = 42 m
9.-10 omg: ingen udtagninger = 42 m
- her er midten på bolden-
11. – 12. omg: ingen udtagninger = 42 m
13. omg. hækl hver 6. + 7. m sm = 36 m
14. omg: hækl hver 5. + 6. m sm = 30 m
15. omg: ingen indtagninger = 30 m

16. omg: hækl hver 4. + 5. m sm = 24 m
17. omg: hækl hver 3. + 4. m sm = 18 m
18. omg: ingen indtagninger = 18 m
- fyld bolden ud-
19. omg: hækl hver 2. + 3. m sm = 12 m
20. omg: hækl 1. + 2. m sm = 6 m

Sy til sidst gennem de 6 m, træk sm og hæft enden.



Når man skal hækle masker sammen, og tager udgangspunkt i 18. omgang, så begynder man som om man vil lave en fastmaske, men nøjes med at lave en løkke igennem maske nr. 6 og laver endnu en løkke gennem maske nr. 7 og så har man 3 løkker på hækelnålen, hvor man ved en normal fastmaske kun har to. Derefter hækler man bare fastmasken færdig som normalt.. Det er nu ret nemt..

Da jeg hæklede med farver, synes jeg det er pænere at slutte hver omgang med en kædemaske og derefter lave en luftmaske med den nye farve. Hækler man i en farve, så er det nok ikke nødvendigt :)

mandag den 4. februar 2013

HAY wannabe puder

Da jeg jo manglede en fødselsdagsgave til min søster, fordi jeg valgte at lave tæppet til jul istedet. Hun ønskede sig også nogle fede puder og synes at HAY og den stil er mega dyre, så jeg syede nogle selv.. Jeg har brugt to slags stof og lavede dem ens, med den ene slags stof på den ene side og den anden farve på den anden side..

 
Puderne. Knapperne er sådan at den knap på den mørke side er magen til den gule side og omvendt..


Jeg syede dem bare efter størrelsen på en pude, jeg købte i IKEA. Altså størrelsen + 1 cm hele vejen rundt. En anden gang, ville jeg nok vælge en bedre pude end dem fra IKEA, de bliver lidt flade efter et stykke tid og så skal man have knappenål og sy dem på igen, så det er lidt bøvlet.. 

Jeg lavede skjulte lynlåse, fordi det synes jeg er så fint.. Jeg troede, det ville være mega svært at lave, men det var faktisk ret let.. 


Jeg kan vise hvordan det gøres næste gang, jeg syr nogle puder :) 

Skønt gulvtæppe i Zpagetti garn

Min søster ønskede sig et HAY gulvtæppe i fødselsdagsgave, men det var lidt for dyrt for mig, så jeg besluttede for at hækle et tæppe i zpagetti garn.. Og give hende den i julegave i stedet for fødselsdagsgave, så havde jeg lige 2,5 mdr ekstra :)

Jeg fandt en opskrift her og gav mig i kast med mit (næsten) første hækle projekt nogensinde.. Det var overraskende let, når man lige har fanget fidusen.. Jeg brugte guiderne på www.garnstudio.dk, til de ting jeg ikke helt fattede og når jeg skulle se hvordan et eller andet så ud.. 

Jeg brugte pind str. 12 og havde købt en ordentligt omgang zpagetti garn, så jeg havde lidt forskellige farver at lege med.. Et par billeder af tæppet :)


 
Lige da jeg var begyndt :)


Lidt over halvvejes. Nu begyndte den at blive tung at sidde med :)

Det færdige resultat.. Ca 110 cm i diameter.
Den er lidt krøllet og jeg gad ikke gøre noget ved det, for skulle alligevel pakke den sammen til en lille pakke, som skulle under juletræet :) 


Tæppet indvies af katten :) 

onsdag den 30. januar 2013

Hjemmesyede bukser

Da jeg gik på barsel havde jeg masser af tid inden termin (da jeg er ansat på et hospital og derfor har 8 uger inden termin), så jeg syede en masse bukser..

Både til babyen, til mine nevøer og til Svends niecer..

Babybukserne var syet efter denne opskrift.. Jeg bestilte for 100 år siden opskriften og har syet en del af dem til andre og nu skulle vores lille datter altså også have et par..  Jeg er sikker på at man kan lave dem i andre typer stof end babyvelour.

Kan ikke lige få dem vendt om, men man kan jo sagtens se hvad det forestiller.


Det ene par til min ene nevø var fra minikrea, og blandt andet kan købes i panduro. Det var disse. Og jeg lavede dem i babyfløjl og de blev så fine.. Han havde dem på, da de var herovre til Ediths barnedåb og var så sød :)

Str. 2 år

Til min ældste nevø lavede jeg disse, men igen blev de lavet i babyfløjl og min nevø blev super glad for dem. Han smed straks hans egne bukser og skulle prøve dem. Jeg havde lavet dem udfra mønstret, men jeg ville anbefalde at man lige måler barnet rundt om livet, og lige tilpasser dem lidt. Eller måske bare lige kigger på barnet og lige ser an. Min nevø er f.eks. meget slank og de er ret stores livet til ham, så jeg ved ikke hvor rare de er til ham..




Til min mands to niecer, syede jeg disse, eller dem der hedder Tilde. Det var lidt svært, at lave smocken. Jeg havde gang i to symaskiner, den gamle jeg har,som jeg købte brugt for længe siden og den nye, som jeg købte da jeg startede på arbejde og fik min første løn :)
Men inden af dem var gode, det er nok bedst at have en symaskine, hvor undertråden er stående i stedet for at den ligger ned. Elastikken blev ved med at rulle sig selv ud, så det virkede kun den første halvdel af tråden,  så jeg måtte hele tiden komme tråd på undertråden.. Nå, men det lykkes til sidstog mine niecer blev glade for dem.. Den ældste sagde, at det i hver fald var børnehavebukser - hvilket betyder at de er godkendte :D

Baby ting

Da jeg blev gravid sidste år, vidste jeg at jeg ville lave en masse krea til babyen. Flere af tingene skulle så vidt muligt være ret kønsneutralt, fordi så kan det blive brugt til en evt. lillesøster eller -bror engang. Selvom jeg nok i virkeligheden laver noget nyt til den tid ;)

Vi kunne låne en vugge af min storesøster, som hun og min tante selv har lavet i pileflet. Og min farbror lavede selve stativet. Der var ikke nogen rand til den, min søster havde selv syet en til den og så tænkte jeg at det kunne jeg jo også lige gøre..

Jeg købte noget rigtig fint stof i stof2000 med bamser på i en beige farve. Det var på tilbud, så jeg købte 5 meter eller sådan noget :) Så det blev brugt til sengeranden til vuggen, til tremmesengen og til nogle kurve, vi har stående under puslebordet.

Lidt billeder af de forskellige ting :)

Vuggen med sengeranden. Jeg tror, at jeg på et eller andet tidspunkt lige skal have syet den lidt tid. 
Jeg målte bare omkredsen på vuggen og højden og syede en kant til elastik bånd, så den sidder fast. 

Kurvene, de er lavet af et stykke stof, hvor jeg lavede en kant til elastikbåndet, skulle jeg lave nogle andre end anden gang, så ville jeg nok "figursy" dem. Altså klippe 5 stykker ud, i de rigtige størrelser og sy dem sammen, plus plads til elastikbåndet. 


Sengeranden til tremmesengen. Målte bare den eksisterende rand og såede sammen, med snore i ca hver halve meter, så den kan sættes fast på sengen. Super nemt og billigt.
Sengeranden var en vi fik brugt og vi vaskede vi den bare ved 60 grader og klar til baby.. Når hun altså engang skal sove i den :) 

mandag den 28. januar 2013

Futter til mine nevøer

Jeg strikker og filtede et par futter til hver af mine nevøer som julegave, det var dog lidt svært med de der størrelser, det er nok en god ide, at have en ca. størrelse og efter de er blevet filtet, så have føddernes mål i cm, så man bedre kan strække dem til den størrelse, de skal bruges til. De passede ikke helt, men fine blev de da :)

Lidt ældre ting


Jeg kan lige starte med at vise nogle af de gamle ting jeg har lavet.

For et par år siden lavede jeg en hue og halstørklæde til min søster. Det var super nemt og så fint. De er lavet med hulmønster, hvilket var meget lettere end man lige tror.

Man kan se opskriften Her..
Skulle jeg lave det igen, hvilket jeg overvejer til mig selv, ville jeg lave hatten større end opskriften, for jeg synes den blev lidt lille, selvom jeg fulgte opskriften..


Og et par billeder, jeg har ikke fået taget et af halstørklædet, men her er et par stykker af huen..








I samme periode lavede jeg en sjælevarmer til mig selv. Faktisk var den også i Eskimo garn fra Drops og er super lækker og varm. Opskriften var en jeg fandt på Hendes Verden, men jeg kan ikke finde et link, så jeg skriver den ind under billederne :) 




Man skal bruge 400 gram tykt uldgarn, jeg brugte som sagt Eskimo, der kan strikkes på pind 12 (strikkefasthed er ca. 9 m på 10 cm)..

Sjælevarmeren er strikket i et stykke, der måler ca. 70x95 cm.

  • Slå 64 masker op på pind 12 og strik perpektiver (= 1 r, 1 vr p hen og så de følgende pinde strikkes vr over r og r over vr). 
  • Strik til arbejdet måler 20 cm. Fortsæt derefter i glatstrik til arbejdet måler 95 cm.
  • Luk løst af.


Montering:
Fold stykket på midten og sy sidesømmene sammen, men lad en åbning på ca. 21 cm stå åben til ærmegab.

Starten på bloggen

Så begynder jeg på denne blog. 

Jeg har lavet en masse krea på det sidste, så nu synes jeg det kunne være sjovt og rart at samle det et sted. 
På den måde kan jeg også selv følge med og have opskrifter og mønstre liggende lettere i stedet for at have den liggende hist og her og alle vegne :)

Når jeg har tid, kommer der en masse billeder, links og opskrifter skrevet ind her.

Jeg både syr, strikker, hækler, maler og laver mad (mest kager), så der kommer lidt af hvert! 


Håber, at der er nogle der gider følge med ;)